Jeg har netop udsendt en status på projektet Building the Cold Hawaii. Nu er det tiden, at jeg får kick-startet et månedligt nyhedsbrev – med start fra idag.
Btw.: Det er uforskammet langt og fylder uforskammet meget.
Jeg har netop udsendt en status på projektet Building the Cold Hawaii. Nu er det tiden, at jeg får kick-startet et månedligt nyhedsbrev – med start fra idag.
Btw.: Det er uforskammet langt og fylder uforskammet meget.
Hej Rasmus,
Det er interessant at kigge lidt omkring på hjemmesiden og blive lidt opdateret på hvad der sker omkring cold hawaii. Det er dejligt at se, at iderigdommen har været stor fra starten, og at du/I på fin vis har fået startet og gennemført en hel del aktiviteter i løbet af den første periode (1 år?). Her kommer lidt spredte kommentarer, sådan lidt fra sidelinien fra en gammel Thybo, som stadig kommer og windsurfer, men som efterhånden bor lidt langt væk.
Annonce med Læger der surfer: Meget god case, som både kan åbne lokalbefolkningens øjne, hov der er jo ikke bare tale om folk, som overnatter ulovligt i campingvogne og selv tager øl med. S2S kampagnen var god nok, fordi I her adresserede lokalbefolkningens anke gennem 20 år. Men det er da langt mere givtigt at være offensiv og vende tingene på hovedet og fortælle folk, at her er altså et aktiv, der giver et afkast, som ingen normalt får øje på. Altså mere af det.
Billig camping og gratis hotspots: Nu er jeg jo en gammel liberalist, og jeg ved jo, at der ikke er noget der er gratis, så derfor er der jo selvfølgelig nogen der skal tjene penge på at drive camping, for jeg er enig i at kommunen ikke skal drive camping. Det kan de ikke finde ud af. Nej, der er nogen der må til lommerne.
Penge: Uh, det er flot at de 3 kommuner er gået ind i at støtte projektet Cold Hawaii og projektlederens løn. De har allerede fået en masse valuta for pengene. Men der er jo behov for flere penge, og der er behov for at de bliver brugt på den rigtige måde. Derfor skal kommunen udvikle en vision, en strategi og en handlingsplan for bosætning og turisme i Thy med surfing som et væsentligt omdrejningspunkt. Du kan ikke lave denne strategi for kommunen, den skal de selv (ville) lave. Men du skal forklare dem at de er nødt til at lave den, hvis de vil fremad.
Kommunalt langspyt: det er jo helt utroligt at kommunen sidder på 2. år og er ret sikre på at der heller ikke i 2007 bliver windsurfing på Vandet sø. Så eksproprier da de 2 hektar der skal til, hvis I vil noget. Hvis thisted kommune ligesom havde fattet, at windsurfing er en vigtig byggesten i kommunens strategi, mon så ikke man kunne finde en løsning, mon ikke der kunne findes et andet sted at launche fra? Mon ikke man kunne banke 2 sure landmænd på plads, hvis det var det man ville.
World Cup: Rigtig beslutning at udskyde dette, ja for hvor skal pengene komme fra? En stor del skal selvfølgelig komme fra en udmøntning af den offensive bosætnings- og turisme strategi som kommunen endnu ikke har lavet. Der skal selvfølgelig også være plads til Dansommer eller hvem det ellers er der tjener penge på de ikke ret mange sommerhuse der er i Thy. Jeg ved ikke hvem det er der skyder penge i world cup på Gran Canaria, men et godt gæt ville være turistindustrien og “kommunen” ud over de sædvanlige fra windsurfindustrien. Det er da klart, at hvis Ejnar Frøkjær kan få world cup gratis, så vil han da selvfølgelig gerne have det. Næ, kommunen kommer til at holde hånden under dette arrangement.
Google Earth: meget godt og sjovt, men det er jo reelt ikke noget der rykker noget, hvis det ikke bliver sat ind i en større sammenhæng.
Kommunenet haløjsa: meget fint – send det videre til kommunen, det skal de jo lave alligevel på et eller andet tidspunkt. Og så er det dem der vælger platform etc. og betaler. Efter min mening igen en detalje som skal ind i en større sammenhæng.
Hvad er det der rykker?
Kommunen og de lokale borgere og politikere skal mere tydeligt kunne se, at deres egn og natur har noget værdifuldt, som kan være med til og er med til at definere Thy i fremtiden. Flere vælger at komme til Thy for at surfe. Og det skal tydeliggøres. Et aktivt arbejde med medierne sikrer langsomt en opmærksomhed om surfingen og en stolthed, når man læser om dette i Thisted Dagblad og ser det i TV Midt Vest. Vinklen med lægerne er efter min mening genial!
Infrastruktur og kommunikation! Det er jo temmelig ambitiøst, men mon ikke det kan lade sig gøre med tiden at vedligeholde og udbygge P-forhold, toilet, affaldsspande, vejrstationer, hotspots etc. Det må gerne være lidt primitivt, men vi skal jo alle on-line for at se prognosen for i morgen. En webside som fungerer som portal for surfing i Thy. Vejrudsigt, spotbeskrivelser, kørselsvejledninger, guide til overnatningsmuligheder, booking af overnatning, online vejrdata, nyheder. Her skal man kunne gå ind og planlægge sin tur til Thy fra A-Z. Det hele samlet et sted.
Cold Hawaii – skal være den lille irriterende og inspirerende bi, der hele tiden på den ene side bygger bro mellem surfere og politikere, og på den anden side holder en vision op, der peger visionært fremad. Hvad er det ellers der skulle få en akademiker – eller en elektriker – til at flytte fra sjælland eller fra hamborg (i Tyskland) til Thy. Surfingen bringer globaliseringen til Thy og sætter Thy på land(verdens)kortet. TFC kommer alligevel aldrig i Superligaen.
Ja, det blev jo meget langt og helt uden anledning, men nu fik du den alligevel – kommentaren på det du/I går of pusler med.
Ha’ det!
Jens
1000 tak for kommentaren. Det er taget til efterretning – og kom endelig med dit besyv en anden gang og GERNE, som du her har gjort, på bloggen.
De fleste har lidt svært ved at vende sig til det og sender i stedet mails – men det er jo sjovere og – vil jeg mene – meget mere relevant, hvis alle kan få glæde af de indspark, der kommer.