Resume: Red Bull Storm Chase startede i begyndelsen af juni måned, 2006, hvor de bedste sejlere fra 9 Nordeuropæiske lande meldte sig til en afstemningskonkurrence.

Fra d. 17. juni kunne surfere (og alle mulige andre) stemme på, hvilke 5 sejlere fra hvert land der skulle videre til en finaleafstemning, som forløb fra d. 28. juli til 15. august.

De to af de fem sejlere, der fik flest stemmer, kvalificerede sig til en standby windsurfing happening. Vinderne af den danske afdeling blev Robert Sand og Mads Bjørnå begger fra Klimøller.

I al sin enkelthed gik det ud på, at Robert og Mads skulle vente fra og med d. 1. september til dagen, hvor en storm ramte alle lande på en gang.

På den dag, skulle de i lighed med de øvrige hold vælge spot og derfra udfordre stormen – under de mest ekstreme forhold. Det gav 22 sejlere, i 9 lande fordelt på 11 destinationer (2 i Tyskland), der alle var oppe imod den samme storm.

Hvert hold blev fulgt af et kamerahold. Det danske hold bestod af 1. (Kenneth Sorento) og 2. kameramand (Finn Noer), en tekniker (Jakob Poulsen påmontering af div. kameraer) og en fotograf (Tom Körber).

Det er et af de mest ambitiøse windsurfing filmprojekter nogensinde. Filmen udkommer i december. Surfklubben NASA var gennem Cold Hawaii projektet og S2S kampagnen tovholdere på den danske afdeling. Jeg var holdleder, og herfra skal der lyde en kæmpe tak for en fantastisk og vedvarende koncentreret indsats fra alle.

Stormen ramte i perioden 31. oktober til d. 1. november. I Danmark gik det løs d. 1. november. Vinden kom fra nord – følgende er beretningen:

Bunkers – shorebreak
Hele holdet mødtes kl. 6.30, hvor vi fik afstemt de sidste detaljer for optagelserne og briefet sejlerne.

I skumringen blev vi mødt af det perfekte syn. 20 – 25 m/s og stød, der overbeviste os om, at det, vi deltog i, var intet mindre end Red Bull Storm Chase.

Ved daggry sneede det – som slog over i hagl. Vi var pressede. Vejret var afgørende. Vi skulle fange et tidsrum, med middelvind på min 20 s/m.

Dagen inden havde jeg fået besked om, at TV2 morgennyhederne ville bringe live optagelser fra spottet med indslag kl. 9.00 og 10.00.

Det var selvfølgelig fint, men det skulle holdes op imod, at der efter forholdene var tale om en stor og dyr produktion. Alt skulle klappe og frem for alt resultere i, at vi fik de rigtige ting i film- og fotokassen. Det kunne blive et problem, at vi skulle passes ind i formatet ‘liveoptagelser’, der er så stramt.

Vi kom ikke i morgennyhederne. Redaktionen meldte minutter inden, at nyheden om en lukket Storebæltsbro og en løsrevet bordeplatform ikke var foreneligt med nyheden om folk, der gør noget så sindssygt – tilsyneladende bare for at gøre det.

Og sådan var det, det var en af de dage, hvor jeg flere gange måtte spørge mig selv, hvorfor drengene indvilgede i at forsøge.

Allerede kl. 8.00 kunne vi se, at barometret begyndte at stige, så vi var nødt til at rykke tidligt. Droppede vinden – ville luften gå af arrangementet.

Kl. 8.15 rullende vi ind ved Bunkers. Robert og Mads begyndte at rigge til. De vil sikkert sige, at jeg overdriver – men helt ærlig, de så lidt betænkelige ud, da de gik op over klitterne og ned mod vandet.

Synet, der mødte os, var ikke til at tage fejl af. Der stod en shorebreak på 2 – 2,5 m, sandet piskede os i øjnene, det var koldt og chillfaktoren havde til enhver tid fået mig til at foretrække slag over håndryggen med en rusten rørtang frem for at lægge grabberne på en surfbom.

Da jeg gik dernedad overvejede jeg seriøst, om de kunne finde på at fortryde. Men det må give dem, de kørte på med krum hals.

Jeg har surfet i mange år. Jeg er aldrig rigtig blev god til det. Noget af det, der mangler, er talent. Men den dag stod det klart for mig, at viljen – viljen til windsufing – også er en stor del af det, der gør forskellen.

Igen og igen tog Mads og Robert tilløb, og igen og igen blev de fanget i shorebreaken, der uden nåde tyggede, gumlede og smaskede på dem – for til sidst, nærmest for at demonstrere overmagten, at spytte dem op på stranden igen.

Ebbe Kløvedahl Reich skrev engang en bog, han kaldte Viljen til Hanstholm. Den handler om holmboerne, der bare ville have den havn og derfor trodsede alle tænkelig og utænkelige situationer for at når deres mål.

Bunkers, stedet hvor vi stod, ligger 15 km syd for Hanstholm – og her var et par drenge, der havde viljen til windsurfing. Der var ikke ti vilde heste, der kunne holde dem tilbage.

Men der var bare ikke hul igennem. Når det endelig opstod et, betød det samtidig, at det vand, der ellers hele tiden væltede ind over stranden, blev suget ud igen med det resultat, at sejlerne stod med fast grund under fødderne og nu pludselig 20 m ud til vandkanten.

Når det blæser 20 – 25 m/s og man skal have sit udstyr med sig, kommer man ikke bare lige sådan i gang. Det kræver tilløb, – og når de endelig nåede ud til kanten, passede det med, at endnu en bølge havde rejst sig. Og så skal jeg ellers love for, at der blev delt lussinger ud.

Men pludselig lykkedes det alligevel Robert at komme ud: det var specielt at være vidne til. Jeg stod så tæt på vandlinjen, som man kunne komme den dag, og jeg vil mene, at han var væk mellem bølgerne 60 % af tiden. Af og til var han væk i flere sekunder.

Allerede på vejen ind første gang blev han fanget af en bølge og kastet på stranden igen. Strømmen var ufattelig. Det var utroligt at se. Når sejlerne blev fanget og slasket omkuld, var det et spørgsmål om sekunder, før de havnede flere hundrede meter nede ad stranden.

Det var netop i en af de situationer, jeg har løbet ned for at hjælpe Robert tilbage med udstyret. Da jeg mødte ham, råbte han. “Vi er nødt til at skifte spot. Vi får ikke noget action her!”

Jeg kaldte holdet sammen, og vi besluttede at skifte spot til Nørre Vorupør, lige syd for den store mole.

Vorupør – Robert slipper igennem

Da vi kom derned, så det ikke meget anderledes ud. Den eneste forskel var, at vejret var klaret en smule op. Det gav et fantastisk lys. Skift mellem mørke og solen, der trækker vand, lyset, der spejler sig i bølger, der nærmest er gule, fyldt med det sand, de hvirvler op.

Selv om man står på stranden, kan man smage vandet på de dage. Luften er tyk af salt, det svider i øjnene, der får hurtigt karakter af en gang katar i fuld flor.

Drengene røg i dragten og så stod de der igen i shorebreaken, hvor de ingen fik tæsk. Det er et under, at der ikke var en af dem, der kom noget til.

Men så pludselig – igen var det Robert, der kom igennem, og denne gang var han opsat. Man kunne se på ham, at der skulle der ske noget.

Det må man give ham – han blev derude i over en time, hvor han ganske enkelt leverende varen. Jeg mener, det er jo ikke for sjov, når 5 – 6 m høje brydende kasser kommer væltende ind over. Hvor så han da bare lille ud. Det var et fantastisk syn.

Det var ikke fordi, det var specielt kønt. Bølgerne var kæmpe store, men de kom hulter til bulter. Men at se den lille mand ud gennem det umulige, var til gengæld et billede på et moderne selvvalgt inferno.

Det slog mig, at jeg aldrig kommer til at opleve den slags i første person, men til alle tider vil være henvist til rollen som tilskuer. Jeg kunne mærke, at det irriterrede mig.

Mads havde en hård dag. Han kom kun igennem to gange, og det varede kun kort tid, før han igen blev ædt og kastet på land.

Kl. 12.00 gav Robert live interview til TV Midt-Vest. Efterfølgende var det tid til at mounte kameraer på udstyret. Det var vigtigt. Vi skulle have billeder fra vandet.

Sammen med teknikeren blev Robert og Mads enige om, at kamera skulle monteres på en hjelm. Forholdene var for vanskelige til at have det siddende på udstyret. Selv små kameraer vejer en del, når de skal monteres i en vandtæt kasse. Det gør det svært at sejle med.

Men ak både Robert og Mads prøvede til, men denne gang lykkedes det ikke at komme igennem … shorebreaken.

Efter godt 40 min samledes vi for at tage bestik af situationen. Da jeg spurgte Robert, hvad der havde fået ham igennem første gang røg det ud af munden på ham: “Det var sku mere held end evner!”

Vi besluttede af skifte spot igen. Denne gang kørte vi til Klitmøller. Det var ikke optimalt, men det var nødvendigt. Vi skulle have optagelserne fra vandet.

Klitmøller – billederne kommer i kassen

Det viste sig at være den rigtige beslutning. Ved Ørhage fik vi halvanden time, hvor både Robert og Mads fik lejlighed til at tage ture med kamera på hjelmen. Optagelser som TV Midt-Vest også fik glæde af.

Vi sluttede af med de sidste interviews af sejlerne kort før solnedgang.

Efter gennemgang af båndene og fremstilling af indholdsfortegnelse kunne vi runde dagen af kl. ca. 18.30, hvor første kameramanden også forlod Klitmøller. Med sig havde alt materialet, som senere blev efterladt hos TV Midt-Vest, hvorfra det blev sendt til Tyskland med ekspres dagen efter.