Som jeg efterhånden for noget tid siden har været inde på, har Espen og jeg haft det første visualiseringsmøde.
Som jeg tidligere har nævnt, arbejder vi med et absolut første udkast til, hvilke kriterier der skal gælde med hensyn til fysiske installationer i relation til Cold Hawaii projektet.
Vi kom vidt omkring – og for at gøre en lang historie kort, er vi blevet enige om følgende:
Når vi taler om en masterplan for surfing i Thy som grundlaget for Thy som centrum for surfing i Nordeuropa, skal vi som minimum have udpeget de lokationer, hvorpå det hele hviler.
Der er mange spots i Thy. Der er helt klart nogen, der er vigtigere end andre. I første omgang har vi sat os som mål at udpege fem topspots.
Der er tale om spots, der samlet set 1) giver mulighed for windsurfing, kitesurfing og surfing, 2) behøver fokus på faciliteter for at kunne danne en værdig ramme og tilmed få tingene til at fungere på den bedst tænkelige måde.
Derudover arbejder vi som nævnt på vision, mål og program for en bygning, hvorfra aktiviteterne kan foregå. Endelig medtager vi oplæg til etablering af standpladser til autocampere i Thy.
Helt overordnet kræver både spots, bygning og standpladser, at vi tager stilling til det planmæssige, juridiske og økonomiske/forretningsmæssige grundlag for etablering af hhv. det ene, det andet og det tredje. Det er vi i færd med.
Det er noget af det. Endvidere har vi diskuteret følgende tre ting:
- Materialer
- Arkitektur (herunder funktion)
- Information og kommunikation (teknik, strategi og form).
Det siger sig selv. Det er vigtigt, når vi taler faciliteter. Derudover er det udtryk for, at surfing og naturen i Thy ikke er hvad som helst. Derfor arbejder vi pt. med tre nøglebegreber. Det drejer sig om tilgængelighed, åbenhed og innovation.
Ideen er i første omgang at anvende de tre begreber, når vi diskuterer materialer, arkitektur og information/kommunikation i relation til Cold Hawaii faciliteter.
Som eksempel kan nævnes valgt af materialer. I givet fald spørger vi – hvad er et tilgængeligt, åbent og innovativt materiale? Tilsvarende med hensyn til arkitektur og information/kommunikation.
Med hensyn til netop diskussion af materialer: Det er måske ikke så svært at forestille sig, hvad det er, vi mener, når vi taler om et tilgængeligt materiale – til dels et innovativt materiale. Spørgsmålet er, hvad der menes med et åbent materiale.
Et lukket materiale kunne være et, der tager skade af og bliver grimt at vejrliget ved Vesterhavet. Materialet skal på den ene eller den anden måde kapsles ind for ikke at gå til. Som sådan kan man sige, at materialet er lukket for sine omgivelser.
Heroverfor er et åbent materiale et, der kan holde til og måske oven i købet med tiden bliver smukkere at det barske klima. Som sådan kan man sige, at materialet er åbent for sine omgivelser.
Det lyder måske konstrueret, – og jeg kan ikke udelukke, at vi griner af det om føje tid. På den anden side. Naturen er vitterlig en ressource med hensyn til (potentielle) oplevelser.
Både Espen og jeg vil gerne gøre os til talsmænd for velovervejet indgreb i naturen i Thy. De nedslag, vi foretager, skal være et vidnesbyrd om, at vi vejrsætter og passer på vore omgivelser.
Det er en gammel kending, at det også smitter af på brugerne af naturen. Det er værd at tænke sig om. Så langt så godt …