Dirty Middles – Hanstholm Havn har ingen tilladelse
I dag kunne man i Thisted Dagblad under overskriften, Startede gravearbejder uden tilladelse, læse følgende:
HANSTHOLM: Gravemaskiner og lastvogne holder indtil videre stille i stedet for at grave ud og køre jord væk fra et areal øst for Hanstholm Fiskemelsfabrik.
Hanstholm Havn ejer arealet, og det er havnen, der har påbegyndt en byggemodning, der går forud for, at arealet lejes ud til Hanstholm Fiskemelsfabrik, der skal bruge området til udvidelser.
Når arbejdet med byggemodningen nu ligger stille, er årsagen at såvel gravearbejder som den efterfølgende bortkørsel af jorden, der deponeres østligst på havnens arealer, var startet uden de fornødne tilladelser fra Thisted Kommune.
- Vi kan ikke se nogen steder, at der er givet tilladelse til at sætte arbejderne i gang, så den korte version af sagen er, at Thisted Kommune har stoppet arbejdet indtil de fornødne tilladelser er givet, siger Jens Bach, Thisted Kommunes planchef.
Direktør Hans Kjær, Hanstholm Havn, er mildt sagt uenig i kommunens fremgangsmåde. Han peger på, at Hanstholm Havn kan planlægge for arealanvendelser og anlægsarbejder indenfor havnens eget område uden at spørge andre steder end hos Kystdirektoratet.
- Derfor har havnen startet de arbejder, som kommunen nu har standset i tiltro til, at det vi foretager os, er indenfor lovens rammer. I særdeleshed fordi vi her har handlet helt i overensstemmelse med de retningslinjer, vi hidtil har arbejdet efter, siger Hans Kjær, der nu vil tage kontakt til kommunen for at afklare, hvordan sagen kommer videre.
Arealet, som ligger mellem fiskemelsfabrikken og virksomheden Royal Danish Seafood var tidligere udset til byggeri af en lager- og kassehal. Det projekt blev aldrig gennemført, men havnen har en tilladelse fra Kystdirektoratet til at byggemodne arealet og bruge det overskydende sand til kystfodring.
- Tilladelsen blev imidlertid ikke udnyttet, siger Hans Kjær og tilføjer, at hverken Hanstholm Havn eller andre tidligere statshavne skulle spørge andre steder end i Kystdirektoratet i forbindelse med forestående anlægsarbejder. Den praksis er tidligere anvendt i fuld forståelse med den daværende Hanstholm Kommune.
Planchef Jens Bach betegner forholdene omkring adgangen til at disponere over arealerne for “forvirrende”, netop fordi området er udlagt som havneområde.
- Men selv om der skal opføres en ny fabrik, kan man ikke blot disponere frit over jorden. Hverken i forbindelse med bortgravningen eller deponering. Der er nogle forhold, som vi skal have afklaret, og indtil det er sket, har kommunen bedt om at få arbejderne stoppet, siger Jens Bach.
Fiskemelsfabrikken har planlagt to store bygningsmæssige investeringer til i alt 30 millioner kroner. Dels skal der bygges en 1.900 kvadratmeter stor lagerhal, der skal være klar ved udgangen af 3. kvartal, dels skal den såkaldte fabrik 2 udbygges samtidig med at fabrikkens ældste produktionsanlæg i den såkaldte fabrik 1 planlægges nedlagt med udgangen af indeværende år.
