Cold Hawaii – Coastal Explorer Center (CEC)

Cold Hawaii – CEC er først og fremmest betragtninger over, hvordan man i form af (dele af) en bygning kan komme videre i bestræbelserne på at udnytte kystbyernes og kystområdernes potentiale i forhold til friluftsidræt, herunder udnyttelsen af friluftsmulighederne ved og på havet. Huset skal tænkes som element i N3A.

Vision
Cold Hawaii – CEC skal være centrum i en fornyet tilgang til naturen og havet langs vestkysten i Thy. Det skal virke indeni, udenpå og frem for alt udadtil.

Cold Hawaii – CEC skal være den fysiske ramme og dermed danne udgangspunkt for gastronomi, fysisk udfoldelse og hvad angår kommunikation mellem mennesker, der foretrækker et aktivt liv i og tæt på naturen.

Cold Hawaii – CEC skal indgå i et netværk af lokaliteter i Thy og Region Nord, Sydnorge og resten af Nordatlanten. Det skal virke til fremme af en bæredygtigt, innovativ og åben tilgang til oplevelser i naturen.

Mål
Målet er at gå foran i arbejdet med at skabe ideelle rammer for udvikling, formidling og afholdelse af aktiviteter med relation til primært kystrelateret gastronomi og frilufts(idræts)aktiviteter.

Det skal være en vigtig brik i en større plan, der handler om at gøre Thy langt mere synlig og attraktivt set i relation til sundhed og en aktiv livsstil i og tæt på naturen.

Sidstnævnte forstås som en velsmagende og bæredygtig legeplads og dermed noget af det, der for alvor kan være med til at sætte fokus på Thy regionalt, nationalt og internationalt.

Cold Hawaii – CEC har i løbet af projektperioden og senest på et møde den 8/6, 2007 været diskuteret med indehaver af Restaurant Niels Juul. Det gælder indhold, organisering, finansiering og placering.

Herfra er man positive og åbne over for placering af (dele af) centret på matriklen i relation til de nuværende bygninger. Endvidere er man positive over for at indgå aktivt i konceptudvikling. Man ser desuden sig selv som en spiller i huset og som mulig finansiel partner.

Program
Folkefiskekøkken: Man kommer i folkefiskekøkkenet for at lære noget om og tilberede fisk. Det kan være turister eller fastboende, som led i firma- eller familieture. Det kan desuden være skoler, børnehaver, fritidsklubber, ungdomsskoler, højskoler med mere

Folkefiskekøkkenet er et eksperimentarium. Det kan foregå på mange måder. For eksempel som temaer over (varianter af) lokale egnsretter eller egnsretter fra andre steder i Danmark, Europa eller for den sags skyld resten af verden. Men også helt nye måder at tilberede fisken på vil få plads i folkefiskekøkkenet.

Det skal være muligt at komme på ture, hvor man deltager i selve fangsten, men også at medbringe de fisk, man for eksempel har købt på havnen i Hanstholm. Som sådan kan dage i folkefiskekøkkenet være mere eller mindre planlagte. Folk kan komme dumpende eller deltage i hele eller flere dages arrangementer.

Folkefiskekøkkenet vil også virke udad. Det kan være element i vandreture, cykelture eller for eksempel ture i havkajak. Det kan være som ’surf and fish’, hvor man efter en god dag på bølgerne, tilbereder fisk over åben ild, på ”hemmelige” steder, hvor udsigten og gode historier bliver nærværnede og fantastisk levende.

Grejbank
Det er oplagt at etablere en grejbank med vægt på kystrelateret idrætsudstyr i forbindelse med centret. Som sådan kan der placeres en satellit af Grejbank Nord-Vest i centret. Grejbanken er ligeledes vigtig med henblik på at skabe en platform for det flow af aktiviteter, som skal foregå ud fra huset.

Grejbanken vil i det hele taget gøre det langt nemmere og mere økonomisk at tilbyde et væld af aktiviteter. Med en administrator og et fleksibelt korps af instruktører tilknyttet kan stedet danne base for udbud af alle hånde kvalificerede forløb til både turister og fastboende.

Grejbank Nord-Vest er en ny grejbank for friluftsudstyr, som Friluftsrådet har oprettet i
Nordvestjylland til brug for rekreativ udfoldelse for institutioner, skoler og familier. Grejbanken indgår i det samlede netværk af grejbanker i Danmark under Friluftsrådet.

Det har været diskuteret, hvorvidt der kan ligge en afdeling af grejbanken i Klitmøller. Afdelingen kunne udmærket indeholde udstyr til windsurfing, kitesurfing og surfing. Det blev også vendt på et møde i grejbankes bestyrelse den 26/2, 2007. Her var man positive over for at arbejde videre med ideen.

Om grejbanken: En grejbank er et sted, hvor man kan låne forskelligt friluftsudstyr. Grejbankerne er typisk placeret på efterskoler, kommunale ungdomsskoler, klubber, fritidscentre og lignende. Grejbank Nord-Vest har særligt til formål at være model for grejbankers fremtidige udlån af udstyr til friluftslivet i de kommende nationalparker og det kystnære fritidsliv.

Det er billigt at låne grejet. Der er dygtige, engagerede lokale folk i grejbankerne, der
sammen med kommunerne og brugerne vil få friluftslivet, særligt for unge, til at blomstre.
Der er indkøbt 150 mountainbikes samt 15 havkajakker og klatreudstyr med videre. Udstyret er forankret via Friluftsrådet Nordvest i Grejbank Nord-Vest.

Det er Friluftsrådets ønske at friluftsudstyret skal komme borgerne og turister i regionen til gode i mange år fremover, og med det særlige formål der knytter sig til friluftslivet i nationalparker og kystnære områder.

På den baggrund har Friluftsrådet etableret en selvejende institution for Grejbank
Nord-Vest/Friluftsruten med repræsentation i bestyrelsen fra Thisted Kommune og Jammerbugt Kommuner. Derudover består bestyrelsen af et medlem udpeget af ”Mens vi venter på Nationalpark Thy”, samt 2 medlemmer udpeget af Friluftsrådet Nordvests kredsbestyrelse.

Placeringen af Grejbank Nord-Vest tænkes derfor på sigt at skulle knyttes centralt til Nationalpark Thy eventuelt med flere afdelinger i Thisted/Jammerbugt kommuner. På nuværende tidspunkt er udstyret placeret i Jammerbugt Kommune.

Multilokale
Det handler om et lokale, der blandt andet med de rette multimedie installationer kan indgå som base for møder i konferencer. Det glæder i relation til en aktiv kystkultur og det erhverv, der knytter sig til kulturen.

Et sådan lokale kan også fungere i forbindelse med diverse former holdundervisning. Det drejer sig om diverse skoler, højskoler og universiteter, hvor (kystnært) friluftsliv indgår som tema eller element i undervisningen, ligesom det kan fungere som base for foredrag, udvikling og medie produktion.

Test og udvikling
Der findes gode muligheder for at teste forskellige former for (surf-)udstyr i Thy. Området kan udmærket tjene som paradigme på en bestemt type europæiske forhold og derfor som et godt udgangspunkt for udvikling af de bedste egenskaber.

Test kan også forstås som sælger og bruger, der tester udstyr og dermed får en viden og basis for egne investeringer. Som sådan taler man om teststationer.

Kontorfællesskab
Det handler om at give typisk enmandsvirksomheder et dynamisk sted at drive deres virksomhed fra. Nyt og attraktivt byggeri giver de mennesker et sted at mødes og arbejde under samme tag med de muligheder for inspiration, udvikling og fælles forretning, det giver.

Tilsvarende og attraktive lokaler vil lokke flere til. Det handler om en værdig base for en udvidelse og udvikling af den selvstændighedskultur, som findes for eksempel i Klitmøller.


Leave a Comment

(required)

(required)

Formatting Your Comment

The following XHTML tags are available for use:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

URLs are automatically converted to hyperlinks.