Udfordringer – bosætning

Det er mere end naivt at forestille sig, at surfere, der flytter til Thy, kan rede hele situationen med faldende befolkningstal, stigende gennemsnitsalder og enten faldende eller stagnerede uddannelsesniveau.

Men det hjælper, når omkring 80 voksne mennesker enten direkte eller indirekte er flyttet til området på grund af surfing. En gennemsnitsalder i første halvdel af trediverne og i omegnen af 40 børn tæller med. At langt de fleste har enten efteruddannelse, videregående eller længerevarende uddannelse er heller ikke dårligt. Der er tale om mennesker, hvor fritid snarere end arbejde har været afgørende for, at de har slået sig ned i Thy.

Undersøgelser peger på, at personerne, som er flyttet til yderområderne, generelt er glade for det. De holder af stedet og er fælles om at mene, at folk fra byerne ikke har sans for, hvad det vil sige at bo i området. De hævder, at byfolket ikke kender til kvaliteter og de naturmæssige herligheder i provinsen og påpeger, at en kvalificeret og ærlig markedsføring af områdernes på længere sigt kan skaffe tilflyttere.

En ting ligger fast: Alle danske surfere kender som minimum Klitmøller og det, at vestkysten i det område byder på fantastiske surfforhold. Mange kommer i området og har tilmed de stærkeste udendørsoplevelser netop i Thy. Hvis kendskabet og relationen til områdets kvaliteter på det felt var tilstrækkelig, ville der være mange flere, som var bosat i Thy. En forøgelse af antallet kræver mere, og surfing Cold Hawaii siger da heller ikke så forfærdelig meget om, hvad det vil sige at bo i Thy.

Fra politisk hold må man først og fremmest få gjort op med sig selv, om man overhovedet er interesseret i at flere surfere slår sig ned i området. Sager som for eksempel Vandet Sø og Hanstholm havn efterlader uanset, hvordan man vender og drejer det, et indtryk af det modsatte.

Her skal man have for øje, at der ikke er tale om hvad som helst. Man skal rent faktisk have folk til at komme i tanke om at flytte. Kvaliteten af surfing Cold Hawaii må der ikke være tvivl om og skal for så vidt ligge lige til højrebenet. Dernæst må man finde ud af, hvad man i givet fald vil gøre for at signalere, at det rent faktisk forholder sig sådan.

Kommer man frem til, at man gerne vil, består udfordringen i at finde frem til det rigtige segment blandt surferne. Her kan man med det samme udelukke personer, som grundlæggende tænder på dagliglivet i storbyen eller større byer.

Der er en stemning over hverdagen i storbyen og større byer. Er man til det, nytter det ikke noget at gøre opmærksom på, at der skam også findes cafeer og en biograf i Thisted. Tilsvarende gælder på kulturområdet. Det er og bliver bare ikke det samme end ikke tilnærmelsesvis. Personer med udpræget præference for byen og byliv vil til alle tider være gæster i Thy, også selv om de surfer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>