cold hawaii

Deskstudy fra 2002

Til en start kan vi henvise til et deskstudy fra 2002, som Friluftsrådet tog initiativ til. Formålet var at afdække og sammenskrive eksisterende forskning området – netop med henblik på at kvalificere debatten om friluftslivets effekt på naturen. Undersøgelsen udkom fra RUC med støttet fra tips- og lottomidler i 2003.

Af studiet fremgår det, at der er lavet undersøgelser, der viser, at friluftslivets effekt på naturen generelt afhænger af antallet af udøvende personer, varighed, hastighed og rytme det vil sige forudsigelighed og variation (årstid, døgnvariation, systematik), arealmæssig spredning, lydniveau og synlighed.

Disse meget generelle udsagn understøttes på forskellig vis med henvisning til en række konkrete undersøgelser og bruges i arbejdet med at fastsætte regler for færdsel i naturen.

Således henvises til undersøgelser, som anfører, at bevægelse på vand, som ikke støjer, for eksempel windsurfing (og kitesurfing), sejlbåde, roning og kano forstyrrer mindre end bevægelse, som støjer for eksempel speedbåde, vandskiløb og jetski. Heroverfor har det, der foregår fra bredden, så som fiskeri og fugleobservation, mindst forstyrrende effekt.

Der gøres opmærksom på, at Kongelundens Fuglestation og DOF’s Københavnsafdeling har dokumenteret umiddelbare forstyrrelser af fuglelivet i 2002 ved stranden ud for Kongelunden på Amager som følge af kitesurfing. Området er EF-fuglebeskyttelsesområde og opholds- og fourageringsområde for blandt andet ænder og svaner. Man har tillige observeret, at også landarealet påvirkes i fuglenes yngletid.

Der er endvidere lavet undersøgelser, som viser, at flugtafstanden fra windsurfing for pibeand er på 700 m, mens flugtafstanden til stationære jagtpramme var 100 m og 200 m til fiskerbåde i bevægelse.

Yderligere henvises til, at Danmarks Miljøundersøgelser ikke har data på den forstyrrende effekt af kitesurfing, men vurderingen er, at det må formodes, at kitesurfing i lighed med windsurfing har en forstyrrende effekt på vandfugle.

Endelig konstateres det, at sejlads og primært windsurfing og kitesurfing har en voldsom effekt på vandfugle. Det vurderes, at problemet er kombinationen af fart, uforudsigelige bevægelser, store sejl eller drager samt det, at der ofte sejles i områder, som bruges til fouragering.

Af rapporten fremgår det ikke, om der er lavet undersøgelser, der viser, om fugle i et eller andet omfang vænner sig til windsurfing og kitesurfing. Det må være tænkeligt, eftersom hverken windsurferen eller kitesurferen modsat jægeren og for den sags skyld også ornitologen går direkte efter at skade fuglen. Netop det, at jægeren går efter at skade dyret, fremhæves som afgørende for fuglenes følsomhed over for forstyrrelser.

(Fra Surfklubben NASA’s side er vi opmærksomme på, at ornitologer i lighed med jægere ”går” efter dyret. Netop det at man opsøger dyret eller det sårbare ved naturen stresser pågældende – et forhold der forstærkes, når der ”går sport” i ornitologi).

Det medtages heller ikke, at bevægelsesmønsteret inden for windsurfing og kitesurfing i lighed med et hvert andet sejldrevet fartøj afhænger af vindens retning. Det giver i forhold til for eksempel jetski en vis forudsigelighed i bevægelsesudslaget.

Generelt er undersøgelsen fra 2002 alene en opremsning af undersøgelser og kun i begrænset omfang en kritisk gennemgang af grundlag, metode og resultat. Som sådan nævnes det også, at problemerne ved at vurdere graden af forstyrrelse samt konsekvenserne heraf i høj grad bunder i at de biologiske systemer er meget komplicerede.

De fleste vil nok være enige om, at der mangler forskning, som for alvor belyser 1) friluftslivets effekt på naturen, 2) de metoder, man bruger, når man belyser friluftslivets effekt på naturen.

Når man f.eks. henviser til observationer af surfingens effekt på fuglelivet foretaget af ”fuglefolk” (f.eks. Kongelundens Fuglestation og DOF’s Københavnsafdeling) må den type data som belæg i det mindste kunne tænkes at være omfattet af en form for bias, der bunder i denne gruppes præference for fugle. Med andre ord: det svarer til at sætte ræven til at vogte gæs.

Bedre og objektive undersøgelser behøver absolut ikke at falde ud til surfingens fordel. Aktiviteten kan vise sig at være mere forstyrrende end først antaget. Tilsvarende kan vise sig for f.eks. kano, kajak og motordrevet sejlads med op til otte knob, som man ligeledes gerne må inden for en række af Natura 2000 områderne.