Så er det officielt: Stian Eide, Robert Sand og jeg selv er blevet kåret som Årets Thybo(er). Stian og jeg var til stede, Robert gyngede med fra Sydafrika via Skype. Vi fik prisen for arbejdet med og gennemførelsen af Cold Hawaii PWA World Cup. Det var intet mindre end en super fed oplevelse. Tak til alle, som har været med til at gøre world cup’en til det, den er blevet til.

Med hæderen følger en statuette af Thisted Pigen, som i 1956 indbragte billedhugger Henning Wienberg kunstakademiets guldmedalje. Opgave var: ‘En fritstående nøgen figur til et moderne parkanlæg” – sådan!
Sparekassen Thy indstiftede prisen Årets Thybo i samarbejde med Thisted Erhvervsråd. Prisen skal ære en person, som på den ene eller anden måde har bidraget til at bringe Thy på Danmarks- eller verdenskortet. Prisen uddeles én gang om året, og fortrinsvis til én person.Udvælgelsen af prismodtageren foretages af Thisted Erhvervsråd og Sparekassen Thy.
Opdateret d. 10/1 – hermed motivationen for tildelingen:
Det er med stolthed, at jeg på vegne af Thy Erhvervsråd og Sparekassen Thy kan udnævne Årets Thybo her ved nytårskuren på det smukt restaurerede Gamle Rådhus. Flottere rammer kan vi ikke ønske os.
I min indledning fortalte jeg, at Årets Thybo fortrinsvis gives til 1 person. Det har før været flere – og det bliver det igen i år.
Det er mig nemlig en stor glæde, at Årets Thybo går til konceptskaberen, kommunikationsformidleren og projektlederen af det mest omtalte sportsarrangement i Thy nogensinde.
Kære gæster. I har naturligvis gættet, at det er folkene bag Cold Hawaii PWA Wold Cuppen. Tag godt imod Rasmus Johnsen og Stian Eide – de kommer her, direkte fra Klitmøller og Robert Sand, som I kan se her på skærmen. Robert Sand er for tiden på et ophold i Sydafrika, hvor han naturligvis bruger en del tid på surfing.
Wold Cuppen foregik fra den 13. til den 19. september – og jeg skal love for, at Klitmøller for alvor kom på Danmarks- og Verdenskortet.
Så da vi den 10. november havde møde i udvælgelseskomiteen, ja så var vi hurtigt enige om, at Årets Thybo skulle i hænderne på disse initiativrige unge mænd fra Klitmøller.
For en halv snes år siden var der bestemt ikke mange der kunne forestille sig, at surferne i Klitmøller på et tidspunkt skulle modtage denne hæderspris. Dengang blev der talt mest om, at de optog alle parkeringspladser med deres folkevogne – og at de i øvrigt ingen penge brugte i området.
Tiden siden har vist at der var mere end det i surfing – nemlig udvikling og ikke mindst direkte bosætning, og det har vi jo i høj grad brug for.
Det er også dette faktum, som var med til at skabe grundlaget for, at sætte det store forarbejde i gang med det mål at trække en Wold Cup til Klitmøller. De indledende manøvre startede i 2007 – og derefter blev der arbejdet intens med projektet.
48 af verdens bedste surfere indenfor wave deltog i Wold Cuppen, og de fik i høj grad det de kom efter – nemlig en Cold Hawaii med masser af vind og store bølger. Og hertil fik de godt indtryk af Klitmøller og Thy. Det er noget der bliver fortalt videre.
I Klitmøller var eksponeringen selvsagt til at føle. Der var dagligt gode oplevelser for både surferne og tilskuerne.
Men endnu mere vigtigt var fokus udefra i høj grad rettet mod vort område – og det fantastiske sceneri der udspandt sig her.
Kommunikationsmæssige havde folkene bag skabt helt nye standarder for mediedækning af en Wold cup. Der blev satset massivt på internettet og TV, så interesserede rundt i hele verden kunne følge cuppen direkte.
Og jeg skal da love for at det virkede:
- Alene internetsiden for Cold Hawaii blev set på livestreaming kanal af 105000 i løbet af ugen.
- 75000 besøg på websiden besøgende var i gennemsnit lidt over 5 min. på siden. Besøg fra over 90 lande
- Danske TV stationer sendte direkte i løbet af hele ugen, og hertil flere efter indslag.
- Internationale TV stationer med flere sportprogrammer.
- Målinger viser, at vi har 20 mio. kontakter fordelt på tv, DR, TV.
- Tysk. NTV TDR, Deutsche Welle, ATV Wien RTL, ZDF og Vox.
Artikler i
- Lokale aviser
- Landsdækkende aviser og magasiner, herunder Jyllands Posten og Børsen. I Børsens særlige magasin kunne blandt andet læses: ”…en særlig international elite, som har gjort den lille flække højt mod nord kendt over hele verden.”
Der er således tale om en ubetalelig reklame for Thy, og den succesrige gennemførelse sikrer med stor sandsynlighed, at stævnet bliver tilbagevendende – og dermed vil genere yderligere omtale af Thy.
Den lokale forening NASA har også været et omdrejningspunkt for surf sporten, og derfor skal der også en rettes en tak dertil – og til de mange ildsjæle i øvrigt, der har medvirket til at gøre Cold Hawaii så vellykket.
Surf kulturen har som nævnt skabt tilflytning til Thy, men også udvikling. Et eksempel herpå er det kontorfællesskab der er etableret i Klitmøller, som er blevet et helt lille udviklingscenter med små virksomheder indenfor IT, foto, kommunikation og grafik.
Senest er Cold Hawaii igen blevet medieaktuelt, idet et tysk tøjfirma ønsker at bruge navnet Cold Hawaii til deres kollektion.
Hvad der kommer ud af sagen ved jeg ikke, men det kan vel kun betragtes positivt, at andre virksomheder gerne vil bruge begrebet Cold Hawaii i deres markedsføring. Måske er der en indtægtsmulighed her.
Når jeg nu overrækker jer hæderen Årets Thybo, så kan det måske nok opfattes lidt specielt. Rasmus er jo vestjyde fra Videbæk og Stian, du er jo fra Bergen, men så vidt jeg husker udtalte du engang, at du opfattede dig som en thybo fanget i en norsk krop. Og så har vi jo Robert – som er født og opvokset i Klitmøller, hvor I alle bor i dag.
I har alle tre plus holdet bag gjort thyboerne stolte over den profil der blev skabt af et område og en natur med enestående muligheder. Det er verdensklasse – og Klitmøller er nu Nordens svar på Hawaii.
Hjertelig tillykke med prisen Årets Thybo.

