Sådan! En ny sæson er begyndt. Vinteren hærger overalt i Europa, og vi er tilbage på vores velkendte ø i midten af det Atlantiske Ocean, på jagt efter nye oplevelser og vinterens store bølger. Crewet er det samme som sidste år, bestående af Oliver Hartkopp, Peter Steinfath, undertegnede og som det nye ansigt i gruppen har vi vores gode mate Mikkel Hansen. Sammen med vores gode chauffør og group leader Mike, er vi klar til endnu en sæson fyldt med action, store bølger og masser af good times!
Vi har nu været her i lidt over en uge, og vi har allerede haft en håndfuld uforglemmelige sessions. En af dem var på et af nordkystens store venstre pointbreaks, hvor der blev hugget til den i nogle store og ret kraftige forhold. Ingen af os var rigtig forberedt på bølgernes størrelse den dag, hvilket kunne ses på de boards vi havde slæbt med over på den anden side af øen. Boards på 5’10” , 5’8” og 5’11” var at finde på taget af vores Alfa Romeo, og kun Mike havde et 7’0” mini-gun med. Rar som Mike nu er, og på grund af hans lyst til at blive på land og nyde underholdningen med en god øl i hånden, fik jeg lov til at låne hans board. Wuhu
! Bølgerne havde god størrelse, men med den solide paddlepower kunne jeg uden de store problemer fange bølgerne.
Følelsen af at droppe ind i en bølge, der har så meget power og størrelse på sig er nærmest ubeskriveligt. I det sekund droppet finder sted, er man så fokuseret, at man næsten ikke når at iagttage, hvad der egentlig sker omkring en. Man er fastlåst, men samtidig helt fri. Man er så opsat på at klare det man er i færd med, at man ikke hører folk råbe og skrige “Vai Vai Vai”. Man er i en trance, hvor man i under et sekund er helt overladt til sig selv. Alt foregår så hurtigt, men alligevel ufatteligt langsomt. Det hele kulminerer med, at man bliver skudt afsted nedad bølgen, med en fart uden sammenligning. Men droppet er kun halvdelen af bølgen. Den anden halvdel går ud på at surfe bølgen med god stil og komme sikkert af den i den anden ende.
De 2 groms Peter og Oliver vovede sig ud på deres små boards, og fik nogle mindblowing drops på indersiden af pointen. De var øjenvidner på første række til mine drops og sandelig også mine spektakulære freefall bails ![]()
Mere Action er på vej, så bliv hængende på bloggen – eller kig forbi Caspersteinfath.com for flere historier fra the Rock ![]()
Casper

















