Om Surfklubben NASA

Surfklubben NASA er en surf, kite- og windsurf klub i Thy. Klubben er speciel, fordi vi med base i Klitmøller ligger i hjertet af et af Europas bedste steder til bølgesejlads. Området kaldes også det kolde Hawaii eller Cold Hawaii.

Vi er for tiden 155 aktive medlemmer, hvoraf en forholdsvis stor procentdel er under 25 år. Vi er medlem af Dansk Sejlunion under Dansk Idrætsforbund.

Klubbens formål er at fremme brætsejlads som helhed og integrere sporten i lokalmiljøet på en positiv måde. I den forbindelse prioriterer vi arbejdet med ungdomssejlere højt.

Vi arrangerer hvert år 3-4 stævner og har de sidste 10 år været vært ved DM i Wave og freestyle. I 1998 var NASA medarrangører af VM. Der har også været afholdt et EM stævne med NASA som en af primusmotorerne. Vi arrangerer desuden SurfJoint.

Vi har netop overbragt masterplan for surfing i Thy til Thisted Kommune. Det er et led i vore planer om at gå forrest, når det drejer sig om at gøre Thy til et centrum surfing i Nordeuropa.

I den forbindelse arbejder vi målrettet med surfing som en del af en bosættelsesstrategi såvel som en integreret del af et eller flere etablerede uddannelsestilbud i den ny Thisted kommune.

Hertil kommer en plan for surfing som et element i turismeudviklingen i Thy. Vi arbejder her med Thy som vært for minimum en større international begivenhed med surfing som hovedattraktion. I første omgang går vi efter World Cuppen i windsurfing.

Vi ser surfing som et af flere tilbud og aktiviteter, der blandt mange forskellige ting gør Thy til en fantastisk naturoplevelse. Det gælder både for fastboende og for turister. Vi tror på Thy som et område, der – godt og grundigt forankret i et stærkt og selvsikkert lokalmiljø – sigter både nationalt og internationalt.

Vi er bekymrede

Generelt er Surfklubben NASA bekymret over, at surfing tilsyneladende ukritisk er udråbt til den store synder.

I konklusionen for område 16 påpeges det, at surfing, herunder kitesurfing vil kunne virke stærkt forstyrrende. Det er rigtigt, men tilsvarende gælder for en række andre (primært) friluftsidrætsgrene.

I den forbindelse skal det nævnes, at Danmarks Miljøundersøgelser på et møde den 6/3, 2007 om Vandet sø (hvor Thy Statsskovdistrikt, Friluftsrådet, DOF, Dansk Sejlunion og Surfklubben NASA var tilstede) oplyste, at der ikke er nogen undersøgelser, der peger på, at et windsurfsejl er mere skræmmende for fugle end for eksempel en pagaj, der glimter i solen.

Undertiden kan det virke som om, at man med basisanalyserne er så forhippet på at understrege surfingens skadelige effekt, at man helt glemmer, at f.eks. jagt normalt heller ikke henregnes til mængden af duks i klassen.

I forbindelse med gennemgangen af f23 i basisanalysens område 28 påpeges det f.eks., at den største trussel for pibe-, krik- og spidsand, samt pibesvane er jagten især i den sydlige del af den store lagunesø på Agger. I konklusionen på side 57 gøres opmærksom på, at surfing og kitesurfing som den eneste friluftsaktivitet ”kan” udgøre en trussel mod fuglelivet i området. Jagt nævnes ikke.

Surfklubben NASA er opmæksom på, at Natura 2000 ikke er et forbudsdirektiv. Vi vil med nærværnede indsigelse gerne benytte lejligheden til at understrege det aldeles uheldige i, at lige nøjagtig surfing og tilmed i en fuldstændig unuanceret form synes at være det primære fokus for friluftslivets forstyrrende effekt på fuglelivet.

Helt grundlæggende tvivler vi ikke på, at kitesurfing og windsurfing kan skræmme vilde fugle. Men det gør en række andre aktiviteter også. Spørgsmålet er, om surfing i det store hele er eller nogensinde bliver primær kilde til forstyrrelse af fuglelivet. Derfor efterspørger vi videnskabelige undersøgelser, der viser:

• Hvilken arter, der forstyrres betydeligt?
• I hvilken del af pågældende område forstyrrelserne forekommer?
• Hvornår man har observeret forstyrrelserne og over hvor lang tid?
• Hvad der var karakteren af forstyrrelserne?
• Hvilken type surfing, der er tale om?
• Hvorledes aktiviteten har udviklet sig i det pågældende område?

Tilsvarende må kunne kræves inden for en række andre friluftsaktiviteter som på lignende vis må forstyrre fuglelivet.

Det reelle tryk på områderne

Med hensyn til trykket på de områder, hvor der wind- og kitesurfes skal man selvfølgelig have for øje, at det, at det finder sted, ikke er ensbetydende med, at det finder sted hele tiden.

Således skal det blæse minimum 6 m/s for at det kan lade sig gøre at kitesurfe mens windsurfing bliver muligt, når det blæser minimum 8 m/s. Endvidere må man tage højde for at de enkelte spots ikke benyttes i alle vindretninger.

Hertil kommer, at de færrest wind- og kitesurfer i vinterhalvåret (som så også for en stor dels vedkommende ligger uden for hhv. yngle- og rasteperioder). Endelig er der ingen, der hverken wind- eller kitesurfer efter solnedgang.

Tages f.eks. udgangspunkt i bugten ved Amtoft (den nordlige af Løgstør bredning), skal man altså vide, at området kun virker i vindretningerne stik vest og stik øst til syd.

Med det som udgangspunkt kan man indledningsvis forholde sig til vindmålinger foretaget på Ålborg lufthavn. De viser, at det ca. 36 % af årets 365 dage blæser over 6 m/s fra retningerne stik vest og stik øst til syd. Fratrækkes nætter og vinterhalvåret giver det ca. 32 mulige kitesurfdage om året i det område.

Arealmæssigt dækker f12 af basisanalysens område 16 (Løgstør bredning, Vejlerne og Bulbjerg), som er der, hvor kitesurfspottet ved Amtoft findes, 30.000 ha. Der kitesurfers på ca. 200 ha. Det svarer til 0,66 % af det samlede f12-område.

Tilsvarende betragtninger kan anlægges i forhold til øvrige wind- og kitesurfspots – i Thy områderne Agger Tange, Vandet Sø og Arup dæmning.

Det handler om at holde tingene adskilt

Indholdsfortegnelse: Indsigelse til Natura 2000 basisanalyser

  1. Surfklubben NASA’s indsigelse vedr. Natura 2000 basisanalyser
  2. Det handler om at holde tingene adskilt
  3. Deskstudy fra 2002
  4. Det reelle tryk på områderne
  5. Vi er bekymrede
  6. Om Surfklubben NASA

Med mindre en række områder afskæres fuldstændig for færdsel betyder EU målsætningen, at udfordringen består i at afdække, hvorvidt der findes en løsning, som sikrer bevarelse af biodiversitet samtidig med, at færdsel i Natura 2000 områderne tilgodeses.

Her er det ekstremt vigtigt at holde tingene adskilt: Det er biodiversitet og ikke bestemte gruppers oplevelse af biodiversitet, der skal tilgodeses og beskyttes. For så vidt har enhver oplevelse af naturen lige berettigelse.

F.eks. er det muligt, at nogle grupper, f.eks. ornitologer, har bestemte præferencer, når de færdes i naturen. Men det ændrer ikke ved, at de på lige fod med for eksempel windsurfere og kitesurfere hører til det friluftsliv, der kommer i anden række.

Fra Surfklubben NASA’s side er vi opmærksomme på, at det samtidig forekommer uklart, hvor meget af den kritik, der ofte rettes mod windsurfing og kitesurfing bunder i en objektiv viden om den effekt denne aktivitet har på omgivelserne.

Derfor anbefales det, at man benytter miljøcentrenes Natura-2000 basisanalyser som en mulighed for at kvalificere debatten vedrørende effekten af friluftslivet på naturen.

Surfklubben NASA’s indsigelse vedr. Natura 2000 basisanalyser

Indholdsfortegnelse: Indsigelse til Natura 2000 basisanalyser

  1. Surfklubben NASA’s indsigelse vedr. Natura 2000 basisanalyser
  2. Det handler om at holde tingene adskilt
  3. Deskstudy fra 2002
  4. Det reelle tryk på områderne
  5. Vi er bekymrede
  6. Om Surfklubben NASA

Surfklubben NASA har netop indgivet indsigelse vedrørende Natura 2000 basisanalyser - følg indholdsfortegnelsen …

Surfklubben NASA støtter ideen om Cold Hawaii eller Thy som Nordeuropæisk centrum for surfing. Som led i en fremadrettet lokal udvikling kommer naturens tilgængelighed dermed til at indgå som et element i en række fremadrettede initiativer og strategier i Thisted Kommune, som handler om at sikre vækst og udvikling. Af samme grund har bindende regler for færdsel Surfklubben NASA’s opmærksomhed.

I den forbindelse er vi opmærksomme på, at friluftslivet herunder windsurfing og kitesurfing i en række tilfælde nyder en mildt sagt ringe status sat i forhold til naturbeskyttelse. Kritikken bunder mestendels i hensynet til fuglelivet.

EU-regler kan betyde nye restriktioner for wind- og kitesurfing i Danmark

Surfklubben NASA har i lighed med alle andre sejlklubben i Danmark modtaget brev fra Dansk Sejlunion. Bestyrelsen i Surfklubben NASA tager selvfølgelig henvendelsen alvorligt – og følger op på sagerne. I brevet står følgende:

Danmark har som følge af et EU-direktiv udpeget knap 250 naturområder, der skal beskyttes. Det drejer sig om Fuglebeskyttelsesområder, Ramsarområder og Habitatområder – under ét kaldet Natura 2000-områder. Inden udgangen af 2009 skal Danmark samt øvrige EU-lande vedtage en ny form for naturplaner og vandplaner med tilhørende indsatsprogrammer for de enkelte Natura 2000- områder. Det overordnede mål er at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for naturtyper, plante-, dyre- og fuglearter, der har særlig betydning for naturen i EU, samt sikre god vandkvalitet i søer, i vandløb og i havet.

Forløbet: Basisanalyse, idéfase og handleplaner

Statens Miljøcentre har netop udarbejdet såkaldte Basisanalyser for hvert enkelt Natura 2000- område, hvor de bl.a. har opgjort truslerne mod naturen. En basisanalyse beskriver hvorfor området er udpeget, tilstanden for områdets naturtyper og arter, samt truslerne imod dem. Truslerne kan være meget forskellige fra område til område og omfatter f.eks. landbrugsdrift, veje og trafik, luftforurening og forstyrrelser. I en del af basisanalyserne er sejlads og/eller brætsejlads – herunder wind- og kitesurfing – opgjort som forstyrrelse og beskrives som en trussel eller mulig trussel for området.

Basisanalyserne er sendt i høring i det, der kaldes “Idefasen”. Høringsperioden afsluttes den 22. december 2007.

Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Friluftsrådet og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) har læst alle basisanalyser igennem og noteret de steder, hvor idræts- og friluftsaktiviteter er nævnt som forstyrrende/trusler. Alle de områder, hvor sejlads, wind- og kitesurf er direkte nævnt i basisanalyserne er sammenfattet i bilag 1: “Liste over de områder / basisanalyser, hvor sejlads, wind- og kitesurfing er nævnt som forstyrrelse/mulig forstyrrelse”.

Til næste år udarbejder miljøcentrene forslag til handleplan for alle områderne. Det er her eventuelle sejladsforbud/-restriktioner vil blive skrevet ind første gang. Efter en høring i 2009 skal kommunerne udarbejde de endelige handleplaner, som så kan træde i kraft efter endnu en høring i 2010.

Hvad skal du/klubben gøre?
Det er vigtigt, at du/klubben så hurtigt som muligt undersøger, hvordan trussels-/risikovurderingen er for det/de områder, I sejler i. Det officielle arbejde med planerne kan få vidtrækkende konsekvenser – derfor skal vi engagere os nu, så vi har en chance for at undgå at få trukket urimelige restriktioner ned over hovedet. Hvis det f.eks. i basisanalysen er nævnt, at vores aktiviteter har negativ effekt på tilstanden/målopfyldelsen, kan det være svært at argumentere for en sejladsret. Hvis det ikke er nævnt i basisanalysen som værende en aktivitet der har/kan have en negativ effekt på målopfyldelsen – vil det omvendt være svært for myndighederne at begrunde en restriktion senere i forløbet.

VIGTIGT: Bemærk dog, at andre interessenter meget vel kan have en interesse i netop at få indskrevet i basisanalyserne, at vores aktiviteter har/kan have en negativ effekt på målopfyldelsen.

Den hellige grav er således ikke velbevaret blot fordi vores aktiviteter pt. ikke er nævnt. Vi ved f.eks. at Dansk Ornitologisk Forening (DOF) gerne ser generelle sejladsrestriktioner og vi ved at DOF udarbejder høringssvar til samtlige knap 250 basisanalyser. Har man sit sejladsområde i et Natura 2000-område, og har man fornemmelse af eller ved, at der er lokale konflikter mellem f.eks. fugleinteresserede og sejlere, bør man skride til handling, jf. punkt 3 nedenfor – altså også selv om sejlads pt. ikke er nævnt i basisanalysen som forstyrrende/negativ.

Helt konkret:

1) Find ud af, om der findes Natura 2000-område(r) i jeres lokalområde, hhv. det område hvor I sejler? Områderne findes på kortet her … (det skal forstørres lidt, ellers er det ikke muligt at se alle områder/numre).

Ligger dine spots i et Natura 2000 område vil vi meget gerne have dette registreret til brug i den videre proces. Kitebording Danmark står for selve registreringen og registrerer både kite- og windsurfingspots. Registreringen foregår via xboard. Gå ind på siden og følg vejledningen. Alle spots bliver lagt ind på et særligt lag i GoogleEarth sammen med nogle nøgledata om spottet.

2) Sammenhold jeres lokale Natura 2000-område(r) med vedlagte liste (bilag 1) og se om der er sammenfald i numrene.
I bør læse den/de pågældende basisanalyse(r) grundigt igennem – herunder specielt de sider der refereres til på den vedlagte liste (bilag 1). Find ud af, hvad det helt præcist drejer sig om, om det berører jeres aktiviteter, om der er hold i udsagnene, om det virker urimeligt, om der er dokumentation bag osv. (find inspiration i bilag 2: “Ting der bør undersøges nærmere i forhold til basisanalyserne”).

Links til de enkelte basisanalyser findes under kortet på ovennævnte link.

3) Gå i dialog med miljøcentret og kommunen og gør jeres indflydelse gældende. Såfremt I finder, at indholdet i basisanalysen giver anledning til bekymring, er det vigtigt, at I hurtigst muligt melder dette tilbage til undertegnede. Dansk Sejlunion vil herved forsøge at skabe et overblik over, hvilke klubber, der har risiko for senere restriktioner. På baggrund heraf vil DS formulere et brev til By- og Landskabsstyrelsen, der er øverste myndighed i forhold til Natura 2000- planlægningen.

Derudover er det vigtigt at I skrider til handling lokalt i forhold til det regionale Miljøcenter samt udarbejder et høringssvar vedr. jeres sejladsområde:

  • Gør brug af vedhæftede Dialogværktøj (bilag 3) som er udarbejdet af Danmarks Idræts-Forbund.
  • Gå i dialog med det aktuelle regionale miljøcenter. Adresse og tlf.nr. samt det geografiske område findes på nettet. I det omfang Dansk Sejlunion har tid og ressourcer dertil vil vi være behjælpelige med kontakt til/dialog med centrene.
  • Gå også i dialog med Friluftsrådets lokale kredsbestyrelse og vær sikre på, at de varetager jeres interesser i de berørte områder (Friluftsrådet er repræsenteret i såkaldte Vand- og Naturråd under miljøcentrene). Friluftsrådets lokale repræsentanter findes også på nettet.
  • Udarbejd høringssvar til miljøcentret med jeres kommentarer, indvendinger, forslag m.m.

Bilag 1

Bilag 2

Bilag 3