Hermed Finn Jorsals tale:

Da Grethe og Jørgen P. Bornerups Kulturpris blev uddelt for første gang for tre år siden, gav legatkomiteen udtryk for det håb, at kulturlivet og samfundslivet i det hele taget i Thisted og i Thy ville tage prisen til sig og glæde sig over, at det én gang om året kan lade sig gøre at kaste en særlig glans og ære over en person, som har ydet en ganske ekstraordinær indsats.

Det er vores indtryk, at dette er blevet tilfældet, og at der nu hvert år op til den 15. december gættes ivrigt på, hvem der kan findes værdig til at komme i betragtning. Ved udpegningen i 2007 slog vi fast, at vi ville bruge kulturbegrebet i bred forstand – det vender jeg tilbage til – og at modtagerne af kulturprisen skal være personer, som beskæftiger sig med, ja måske ligefrem er med til at skabe aktiviteter, som kan være til berigelse og glæde for mange, eller som er med til at gøre Thy kendt og værdsat ikke bare lokalt, men også gerne nationalt, måske ligefrem globalt.

Det siger sig selv, at kulturprismodtageren skal producere eller arbejde med kulturelle aktiviteter af kvalitet og meget gerne på en sådan måde, at de kan være med til at støtte og styrke udviklingen i og af vores egn. ”Kultur er vaner”, sagde Hartvig Frisch, undervisnings- og kulturminister i slutningen af 40’rne, socialdemokratisk chefideolog i første halvdel af det 20. århundrede – og kulturhistoriker med først og fremmest værket ”Europas Kulturhistorie”. Jeg vil omforme definitionen til at hedde ”kultur er måder at organisere samfundet på”. I dette lys må det være oplagt, at kulturprisen med megen ret og vægt kan gives til en filosofisk organisator.

Jeg kan mærke på stemningen i forsamlingen, at det tidspunkt hastigt bør nærme sig, hvor det afsløres, hvem der bliver dette års modtager af ”Grethe og Jørgen P. Bornerups Kulturpris”. Det er iværksætter, filosof, projektleder, konsulent, konceptudvikler og meget mere Rasmus Johnsen – fra Klitmøller skal jeg tilføje for at gøre det helt tydeligt. Ikke at det kun handler om surfing og Cold Hawaii – det gør det også – men for at nævne basen for Rasmus Johnsens virke, som netop også handler om meget andet end det kendte mølbofænomen.

Rasmus kom til Thy – i 2005 var det vist – så man må sige, at han i kraft af et absolut højt aktivitetsniveau har været hurtig til at manifestere sig og blive en markant person i Thy. Han kom, fordi han vidste, at der var unikke muligheder for at surfe langs den thy’ske Vesterhavskyst, men han fik også hurtigt vist, at han kunne se andre udviklingstræk.

Konceptet ”Det gode liv ved kysten” kunne lige så godt have været udtænkt af Rasmus, det er i hvert fald det, han prøver at skabe, udvikle og leve, ligesom ideerne om ”Mulighedernes land” passer som fod i hose til alt det, han arbejder med.

At se muligheder, hvor andre ser hindringer og problemer, det er noget af det, der er karakteristisk for Rasmus Johnsen. Det kom tydeligt til udtryk på et tidligt tidspunkt, efter at han var kommet til Klitmøller. Stemningen mellem de lokale og surferne var mildest talt belastet, men i kraft af en veludviklet sans for diplomati, politisk tæft, givetvis megen stædighed og en tro på, at projektet kunne lykkes, var han med til at skabe ordnede forhold, således at mølboerne og de mange tilrejsende surfere siden har kunnet leve og fungere i en fredelig sameksistens.

Det var på de tider, at Rasmus kom i dialog med den daværende borgmester i Hanstholm, Ejner Frøkjær, som var travlt optaget af planer om en havneudvidelse. Den truede med at ødelægge området ved Roshage, direktøren for Midt-Nord Turisme udtalte i juli 2005 til Thisted Dagblad, at ”det er ikke dem (altså surferne), der er størst indtjening på” – lidet anende, hvad der skulle ske blot 5 år senere – Rasmus Johnsen var med til at etablere ”Save Middles”, som skulle redde et af Europas bedste surfspots, og inden man så sig om, havde han fået en aftale med borgmesteren om at udarbejde en masterplan for surfing i Thy.

Da jeg mødte Rasmus første gang, var det i forbindelse med et af de mange forarbejder til det, der skulle blive Danmarks første nationalpark, Nationalpark Thy. Han var blevet ansat som det, han er, nemlig projektmager, og projektet kom hurtigt til at hedde NCOA.

Vi var en del, der syntes, at det mere lød som en afrikansk regndans end noget, der kunne have med den kommende nationalpark at gøre, men Rasmus Johnsen var manden, der kunne overbevise om, at et National Center for Outdoor Activities (altså NCOA) kunne blive et vigtigt aktiv. I den forbindelse skal vi huske, at ikke så snart havde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen foretaget den officielle åbning af nationalparken, før han kastede sig på en mountainbike og viste, at nationalparken rummer mange udviklingsmuligheder. Det havde Rasmus for længst set.

Han har også set det potentiale, som nationalparken og alt det, der kan få med den at gøre, indeholder, ligeså aktiviteterne langs kysten og alle de andre muligheder, som Thy rummer, kort sagt naturen og friluftslivet som en basis for erhvervsudvikling og som det, vi har allermest brug for, en bosætningsstrategi.

I denne sammenhæng er det da også værd at nævne, at Rasmus har medvirket til at få turnuslæger til Thy med det trækplaster, at de kunne surfe i deres fritid og i det hele taget udnytte de mange muligheder, som naturen i vores område giver. Typisk for Rasmus Johnsen stiller han systematisk sig selv og andre spørgsmålene: ”hvor, hvornår, hvorfor, hvordan?” – og går tilsyneladende selv ligeså systematisk i gang med at besvare dem og sætte noget i gang, gerne i team med andre.

Jeg ved, at det ikke er ham, der har opfundet konceptet og navnet ”Cold Hawaii”, men jeg tør godt sige, at han er en af dem, der har været bedst til udvikle ”Building the Cold Hawaii”. Jeg har hørt ham udfolde reglen ”90 – 1 – 9”, hvor den ene procent udtænker og laver de 90% af arbejdet, mens de 9 hjælper til. Hvor mange den ene procent udgjorde, da man gik i gang med planerne om at få etableret ”Cold Hawaii World Cup” i Klitmøller i september dette år, skal jeg lade være usagt, men jeg er sikker på, at

Rasmus kan tillade sig at tage sin del af æren, også for meget af det, som fik begivenheden på verdenskortet. Jeg mener at have hørt, at bare i Tyskland har knap 15 mill. seere i et eller andet omfang hørt navnet Klitmøller og set klip fra konkurrencerne ud for Ørhage.

Det er tankevækkende, at det Vesterhav, som i århundreder har været livgivende, men med god grund også været frygtet af mølboerne, nu er blevet en lege- og sportsplads, hvor surfere fra hele verden kan ikke bare gå, men næsten danse på vandet. Og det har Rasmus været med til at få hele den globale verden til at se med på takket være hans evner for udnyttelse af sociale og andre moderne mediemuligheder.

Det kan man da kalde sans for kommunikation og markedsføring. En ildsjæl, innovator, organisator og formidler, som er stædig, viljestærk, dialogsøgende og diplomatisk – og så fra Klitmøller, hvor

Grethe og Jørgen Bornerup nød de sidste mange af deres somre – jeg er sikker på, at forsamlingen og offentligheden er enig med legatbestyrelsen i, at vi har fundet en værdig modtager af ”Grethe og Jørgen P. Bornerups Kulturpris”.

Rasmus Johnsen, jeg vil bede dig om at komme herop som modtager af kulturprisen for 2010, tillykke med æren og tillykke med prisen,
som er på 25.000 kr.