Tag Archives: turisme
Surfing tilladt på Vandet Sø
Der kan igen surfes på Vandet Sø. Pt. fungerer det på den måde, at launch SKAL foregå fra søens nordvestlige bred (jf. kort nederst på siden).
Ud over det er der ingen restriktioner. Det betyder, at man må surfe på hele søen. I forbindelse med landgang skal man dog holde sig inden for det område, som ejes af staten (jf. kort nederst på siden).
Surfklubben NASA anbefaler:
- Rigging area i området nordvest for path to coastline (jf. kort nederst på siden)
- Best launch area umiddelbart ud for rigging area (jf. kort nederst på siden)
- Ingen kitesurfing på søen – kør i stedet til Carbon Square eller Road House Creek.
Endvidere at man selvfølgelig:
- Holder sig fuldstændig fri af eventuelle badegæster.
- Holder sig fri af den nordligste ende af søen.
- Forsøger at starte og slutte inden for best launch area (jf. kort nederst på siden).
- Undlader at overnatte på parkeringspladsen.
- Bruger toilettet på den anden side af Klitmøllervej (jf. kort nederst på siden).
Desværre har det ikke være muligt at lave en formel aftale om indretningen af spottet. Skov og Naturstyrelsen prøvede den mulighed på et brugerrådsmøde (hvor Surfklubben NASA ikke er repræsenteret) i januar måned. Her var et flertal i mod, og man valgte derfor at lade sagen ligge.
Det betyder, at Skov- og Naturstyrelsen har valgt ikke at foretage sig andet end at overholde loven. Det har hele tiden været lovligt at surfe på Vandet Sø fra områder med offentlig adgang. Og statens areal giver netop offentlig adgang. Det er grunden til, at man nu har fjernet skiltene med surfing forbudt.
Surfklubben NASA arbejder fortsat på en permanent løsning i søens østende.
Vi ønsker alle en god sæson.
Fiskeriforeningen for Vester Vandet Sø dropper sagen
Der har været afholdt retsmøde: Fiskeriforeningen for Vester Vandet Sø vs. Thisted Kommune om retten til arealerne, matr.
nr. 57 a, og 57 b, som er det område, hvorfra surfing på søen har foregået. Formanden for Vester Vandet Sø, Jan Thulstrup, giver følgende referat (overskrift Januar 2008) på foreningens hjemmeside:
Der er i dag den 15. januar afholdt retsmøde i ejendomsdomsagen. Vores advokat Inga Sand Sørensen gennemgik sagen overfor retten, hvorefter Jens-Otto Nystrup, Torben Juul Olesen (Thisted kommune), Jørgen Brandt (Spejderne) og Hans Søndergård afgav forklaring. Tidligere statsskovridder Peder Skarregård var indkaldt som vidne af Lodsejerforeningen. Det var meget interessant at høre de forskellige parters bidrag til sagen.
På et tidligt tidspunkt i retsmødet luftede Hans Søndergårds advokat tanken om, at der eventuelt kunne indgås forlig i sagen, hvor de forskellige parter kunne fordele lodderne imellem sig. Dette foreslog dommeren som en løsning, da alle parter var hørt. Torben Juul Olesen fra Thisted kommune kunne som den eneste imidlertid ikke tilslutte sig denne model, så den faldt til jorden. Vi havde derpå en kort drøftelse med vores advokat med henblik på at nå frem til den bedste løsning. Hun anbefalede, at vi hævede sagen, fordi hun ikke anså det for realistisk, at dommen ville falde positivt ud til vores side. Dette valgte vi at gøre, så lige her og nu står vi, hvor vi stod, før hele sagen blev startet op. Ifølge vores advokat er Thisted Kommune stadig ikke formel ejer af arealerne og kan derfor heller ikke råde over dem. Bolden ligger nu hos dem, og de skal tage initiativ til at starte en ny sag op med henblik på at få ejendomsret på arealerne. Man kan sige, at foreningen ikke er nået meget videre, men det er dog lykkedes os at forhale hele processen yderligere, hvilket også var hovedformålet med at indlede sagen. Fortsættelse følger!!!
Surfklubben har selvfølgelig fulgt med fra sidelinjen, men har ikke rigtig noget at gøre i den sag før man har afgjort, om det er kommunen, der har ret til arealerne. En lille kommentar til Tulstrups referat: Vi troede at formålet med sagen var at finde frem til, hvem der har ret til arealerne …
Surfing i Thy-guiden
Thy turistbureau har bedt kommentar til en en tekst til Thy-guiden. Det har de fået – resultatet er følgende::
Nb.: Hej Susanne, Hermed min udgave (red. Rasmus) – der er IKKE læst korrektur for sproglige fejl. Jeg har reduceret en del, da jeg mener, at det hurtigt kan blive for indviklet og kræve for mange forklaringer. Desuden har har jeg tilføjet paddelsurfing, som er en vigtig ting i Thy. Overskriften har jeg ændret til ‘Surfing the Cold Hawaii’ – jeg mener, at det fanger. Jeg har billeder fra Thy …
Surfing the Cold Hawaii
Her i Thy finder du utrolig mange surfspots. Faktisk kaldes vestkysten i Thy for Cold Hawaii. F.eks. er Klitmøller kendt som et af Europas bedste surfsteder. Vind- og bølgeforhold gør området helt perfekt. Surferne kommer mange steder fra for at dyrke deres lidenskab. Mange mennesker har bosat sig i Klitmøller for at kunne dyrke deres hobby hver dag og mange initiativer er i gang, for at gøre opmærksom på de formidable forhold. Surferne findes i alle aldersgrupper. Du finder både unge mennesker, familier og børn. Har man lyst til at prøve, kan man starte med at surfe på fjorden eller tilmelde sig et kursus. Man kan selvfølgelig også bare nyde synet af de ”professionelle”. Hele året igennem er der konkurrencer i høj klasse og der afholdes jævnligt surfevents og parties.
Den lille surfleksikon:
Windsurfing er en sport, hvor der sejles på bræt med et enkelt sejl. Aktiviteten kan betragtes som en hybrid mellem sejlads og surfing.
Når først du har lært at windsurfe, går det bare derudaf. Hastigheder på 35 – 45 km i timen ikke ualmindeligt.
Indenfor windsurfing findes der flere forskellige discipliner. Racing er windsurfingens svar på kapsejlads. Her gælder det om at komme først over målstregen. Waveperformance er mere actionpræget. Her gælder det om at lave hop og ride på bølgen. Freestyle går ud på at lave tricks.
Kitesurfing er en forholdsvis ny sport, hvor udøveren i stedet for sejl trækkes af en drage (kite). Sejleren styrer dragen ved hjælp af en kort bom.
Kitesurfing giver ligesom windsurfing mulighed for høje hop og sejlads i høj fart. Inden for kitesurfing skelner man udelukkende mellem waveperformace og freestyle.
Kitesurfing er faktisk lettere at lære end f.eks windsurfing. Har du først lært at kitesurfe, går der ikke lang tid før du kan lave mange tricks og manøvrer på vandet.
Kitesurfing kan være farligt. Inden du går i gang, skal du sørge for at få ordentlig instruktion. Dragen har dog efterhånden fået indbygget en række sikkerhedsanordninger, som gør tingene en del nemmere og mindre risikable.
Paddelsurfing er waveriding på bræt uden sejl eller drage. Udøveren bruger armene til at ”padle” sig ind på bølgen. Herfra er det alene bølgens fart og hældning, som er ophav til op- og fremdrift. Under optimale forhold foregår aktiviteten enten i vindstille eller direkte fralandsvind.
Forhandlere af surfudstyr melder, at sporten er i vækst i Europa. Hidtil havde man troet, at sporten var forbeholdt fjerne og eksotiske egne.
Inden for de sidste 5 – 7 år er flere og flere nordeuropæere blevet opmærksomme på, at surfing sagtens kan dyrkes i Thy og endog på ret højt niveau. Har du først lært at paddelsurfe får du ”the ultimate ride”.